Wayne Rooney har, efter pokalkampen mod Derby, sagt, at Manchester United spiller mere frit end tidligere. Det er United-manageren ikke enig i.
Den hollandske United-manager er uenig med holdets kaptajn. Han mener ikke, at spillestilen er ændret, men derimod, at spillerne har fået mere selvtillid.
– Jeg er uenig i Wayne Rooneys kommentar, når han siger den slags, for det eneste, der har ændret sig, er, at spillerne har mere selvtillid, siger van Gaal til Sky Sports.
Wayne Rooney sagde, efter sejren mod Derby, at Louis van Gaal har løsnet nogle af lænkerne på holdets spillere. Det samme var stortalentet, Jesse Lingard, ude og bekræfte, efter storsejren imod Stoke i midtugen. Det er Luis van Gaal ikke enig i.
– Vi træner stadig på samme måde. Det er ikke på grund af en ny attitude fra hr. Louis van Gaal, at vi spiller bedre. Nej. Det er jeg ked af at sige. Vi arbejder altid hårdt og professionelt efter Louis van Gaals filosofi, siger den hollandske manager om sig selv.
Van Gaal er meget kritiseret, og man forventer hans tilbagetræden som United-manager allerede til sommer, altså et år før hans kontrakt udløber. Ifølge engelske medier skulle dette bane vejen til Old Trafford for tidligere Chelsea-manager, José Mourinho.
United-manageren er især kritiseret for sin defensive tilgang til spillet. Klubben har altid været kendt for sin sprudlende offensiv, men i denne sæson er det blot blevet til 31 mål i 24 kampe.
Til gengæld er det kun Tottenham, der har indkasseret færre mål end United.
Manchester United spiller søndag mod Chelsea FC, der på trods af en dårlig sæson, er ved at genfinde formen. De blå fra London er nu ubesejret i otte kampe i streg efter Guus Hiddink tiltrådte som manager.
Læs også: LvG til Luke Shaw: Du kan spille Europa League-finalen