Louis van Gaal siger, at det ikke vedkommer pressen, hvorvidt han overvejer at købe Leicester Citys målmaskine Jamie Vardy.
Manchester United leder virkelig efter en mand med mål i støvlerne, og et godt bud på sådan en kunne være Leicesters Jamie Vardy, der på rekordtid er gået fra at være en middelmådig angriber til at være Premier Leagues farligste mand foran mål.
Da journalistkorpset spurgte ind til angriberpositionen på et pressemøde fredag formiddag inden topopgøret mellem Leicester og Manchester United, og hvorvidt Louis van Gaal overvejer at købe morgendagens modstanders største stjerne, Jamie Vardy, svarede den hollandske manager kækt igen.
– Det kommer ikke jer ved, sagde United-manageren prompte ved pressekonferencen.
Jamie Vardy er blevet en særdeles eftertragtet herre i Premier League, efter at han har garnet 13 gange i 13 kampe og tilmed tangeret Ruud van Nistelrooys legendariske rekord ved at score i 10 kampe i streg.
Leicester City tager imod Manchester United lørdag kl. 18:30.








