Malmö klar i mælet: Bedre end FCK

Malmö klar i mælet: Bedre end FCK

979
0
DEL

F.C. København hentede i går den svenske landsholdsspiller Erik Johansson i belgiske Gent. Forsvarsspilleren, der har en fortid i Malmö FF, gav i samme ombæring udtryk for, at han nu var i Skandinaviens største klub. Nu svarer Malmö igen.

FCK anses af mange for at være den største klub i Skandinavien. Stor kontinuerlighed i Europa har været grundlaget for udnævnelsen, men nu mener klubbens svenske naboer, Malmö FF, at de har overhalet københavnerne indenom.

Således er klubbens sportschef, Daniel Andersson, ikke i tvivl om styrkeforholdet mellem de to.

– Det må stå for Eriks (Johansson, red.) egen regning, men han var glad her (Malmö FF, red.). Hvem der er størst i Norden? Det kommer vel an på, hvordan man gør det op. Men vi er bedst, indledte Daniel Andersson til den svenske avis Expressen.

Læs også: FCK henter svensk midtstopper i Gent

Andersson erkender dog, at FCK fører på nogle områder.

– De har en større omsætning end os, hvis man ser bort fra vores europæiske gruppespil. Vi kan jo ikke styre FCKs udvikling, men vi forsøger at vokse os så store som muligt. Vi vil gerne fortsætte vores udvikling i de næste par år, fortæller Daniel Andersson.

Sportschefen er dog ikke i tvivl om, hvem der rent sportsligt er i førersædet.

– Jeg synes ikke, FCK fører. Ikke hvis man måler på sportslig fremgang. Der er vi bedst, men vi skal levere år for år for at leve op til det, afslutter Daniel Andersson.

Malmö FF sluttede i sidste sæson på en skuffende femteplads i Allsvenskan, mens NorrKöping overraskende snuppede mesterskabet.

Læs også: Allan Kuhn bliver ny cheftræner i Malmö FF

INGEN KOMMENTARER