Marcel Rømer: SønderjyskE er et skridt opad

Marcel Rømer: SønderjyskE er et skridt opad

1309
0
DEL

Som vi tidligere på dagen har omtalt her på Sambabold, så skifter midtbanespilleren Marcel Rømer Viborg ud med SønderjyskE, den 1. januar 2016. Nu har hovedpersonen selv udtalt sig om skiftet.

Den om få dage tidligere Viborg-spiller, Marcel Rømer, er klar i spyttet, hvad angår sin nye arbejdsgiver.

– Det er uden tvivl et skridt op for mig. Jeg har spillet i og rykket op med HB Køge og Viborg, hvor det har handlet om at etablere holdet. Nu kommer jeg til en klub, hvor vi forhåbentligt kan tillade os at have ambitioner om lidt mere end bare at undgå nedrykning, og det glæder jeg mig til, siger Marcel Rømer.

Rømers tidligere holdkammerater Bo Storm og Nicolaj Madsen, samt i øvrigt SønderjyskE’s tidligere sportschef Ole Nielsen, har desuden talt varmt om spilleren, der indledte sin professionelle karriere i HB Køge.

– Jeg har også snakket med Kristoffer Pallesen som Jakob Michelsen, og uanset hvem jeg har spurgt har de kun haft positive ting at sige, og det er selvfølgelig meget positivt, fortsætter Marcel Rømer, der ifølge SønderjyskE’s sportschef Hans Jørgen Haysen passer perfekt ind hos Sønderjyderne.

– Jeg tror og håber, det handler om min ydmyghed og professionalisme, men også at jeg arbejder hårdt på banen.

Et af målene med at drage til Sønderjylland er desuden mere spilletid. Det har fra tid til anden skrantet med antallet af minutter på banen for Rømer, der ser gode muligheder i SønderjyskE, hvor han håber at kunne udfylde 8’erens rolle på den centrale midtbane.

– Drachmann, Guira, Nicolaj Madsen har spillet de tre midtbanepladser i efteråret og har gjort det fantastisk, men i forhold til Viborg er der tre pladser at kæmpe om. Jeg har ikke fået nogen garantier, men med skader og karantæne er der under alle omstændigheder mulighed for spilletid til den af os fire, der ikke lige starter i en periode, siger Rømer og tilføjer om ambitionerne for den nuværende sæson:

– De er nummer fire lige nu, så de kan godt tillade sig at melde sig ud af nedrykningssnakken. Top tre er nok at tage munden for fuld, men jeg mener godt, vi kan sætte næsen op efter en 4,5 eller 6.pladsen, og det vil også være meget flot.

INGEN KOMMENTARER