Tottenham Hotspur planlægger angiveligt et bud på intet mindre end 93 millioner kroner for Mainz’ Yunus Malli.
Manager Mauricio Pochettino, hans trup og klubbens sportslige ledelse har masser at koncentrere sig om, inden Premier Leagues sidste syv spillerunder afvikles.
Tottenham er i den grad fortsat inde i titelkampen som eneste sandsynlige udfordrer til ligaens dukse fra Leicester City, men det indskærpede fokus på Premier Leagues afslutning betyder ikke, at man på White Hart Lane ikke arbejder på forberedelserne frem mod næste sæson.
Således skulle London-klubben nu planlægge et bud på midtbanespilleren Yunus Malli, der til dagligt slår sine folder i Mainz 05. Det skriver TurkishFootball.com.
Det forlyder, at Tottenham allerede i vinterens transfervindue forsøgte at hente den tyske playmaker, men det lykkedes ikke englænderne at blive enige med Mainz 05.
Bundesliga-klubben forlanger efter sigende 10 millioner pund – svarende til 93 millioner kroner – og det skulle ikke længere være et problem for Spurs at punge op med efter deres sportslige succes og de forhøjede tv-penge i mente.
24-årige Yunus Malli er kendt som en offensivt orienteret midtbanespiller med et forrygende teknik, en evne til at komme i scoringspositioner og et kreativt blik for spillet.