Elba Rashani kan blive en stor gevinst for Rosenborg, mener den tidligere publikumsfavorit på Brøndby Stadion, Mike Jensen, der også har roser tilovers for nyerhvervede Christian Gytkjær.
Brøndby IF udlejede i januar måned Elba Rashani til Rosenborg, som også fik en købsoption på den driblestærke kantspiller med i aftalen.
Rashani er kommet rigtig godt fra land i Rosenborg og kan blive en stor gevinst for klubben, mener holdkammeraten Mike Jensen, der også har roser tilovers for landsmanden Christian Gytkjær, som i vinterens transfervindue skiftede fra FK Haugesund på permanent basis.
– De er begge faldet rigtig godt til. Det er nogle gode drenge, som passer godt ind i vores gruppe, og jeg ved, det er noget, der vægtes højt i klubben. Vi har et godt sammenhold i truppen, vi arbejder godt sammen og har ingen små kliker, og det er meget vigtigt her, siger Mike Jensen om sine nye holdkammerater i Rosenborg til bold.dk.
Læs også: Video: Se Thomas Müllers stående saksesparksmål
– Elba har allerede vist sine store kvaliteter og havde blandt andet en super kamp forleden. Ikke nok med, at han scorede tre, så var to af dem også et par fantastiske mål. Han har vist nogle lovende takter til træning og kan blive en stor gevinst, det samme kan Gytkjær, fortsætter den tidligere Brøndby-profil.
Mike Jensen mener endvidere, at tilkomsten af Christian Gytkjær kan give Rosenborg en ny dimension i spillet.
Læs også: Efter indhop mod United: “Den talende giraf” er på radaren i udlandet
– Christian er en sindssygt godt afslutter. Han scorer på chancerne, når han for dem. Samtidig er han en type spiller, som er rigtig god med ryggen til målet og til at falde ned i banen. Man ser typisk den type i Danmark, og den rolle er han god til, forklarer han og uddyber til slut:
– Det er ikke noget, vi brugte så meget i sidste sæson, så kan vi få den type ind på holdet, kan det være rigtig positivt for os med en ny dimension. På den måde kan holdet få flere strenge at spille på, og det kan vise sig at blive en stor fordel i sæsonen.
Mike Jensen spillede i Brøndby IF fra barnsben af og forlod først den københavnske vestegn i januar måned 2013.
Læs også: Brøndby-træner: Sidste chance for at vise sig frem