Den italienske storklub har angiveligt set sig lune på belgiske Gianelli Imbula, der til dagligt huserer på Portos midtbane. Milaneserne skal dog frem med den store pengepung, hvis de skal overbevise den portugisiske storklub om at sende deres dyre midtbanemand mod det italienske.
De rød/sorte fra Milano var i sommerens transfervindue meget interesseret i Imbula, der dog endte med at skifte Marseille ud med Porto. Selvom belgieren kun har været på Estadio do Dragao i et halvt år, meldes italienerne nu igen interesseret i Imbula, der kostede Porto 20 mio euro. i sommer.
Et skifte til det italienske virker ikke fuldstændig usandsynligt, idet det lader til at Imbula er røget en smule ud i kulden hos førerholdet i Primeira Liga. Den 23-årige midtbanespiller har således ikke været en del af Porto-truppen i de seneste fire kampe.
Dette har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Imbula igen er på udkig efter en ny klub. Milan meldes ihvertfald interesseret i den unge midtbaneslider. Dette erfarer TuttoMercatoWeb.
Portugiserne har dog angiveligt ingen intentioner om at sælge deres spillere, herunder Imbula, i det kommende transfervindue. Belgierens status i klubben er dog ikke urørlig, hvilket hans manglende udtagelse til de seneste fire kampe understreger. Samtidig menes det også at Porto kun vil overveje at sælge Imbula, hvis et astronomisk beløb bliver lagt på bordet.
Dermed skal den haltende Milano-klub hoste op med en stor sum penge, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om at tilknytte sig den talentfulde midtbanespiller.