Milan skuffede fælt på hjemmebane mod oprykker

Milan skuffede fælt på hjemmebane mod oprykker

926
0
DEL

Milaneserne kendte ikke deres besøgelsestid, da de onsdag eftermiddag hjemme på San Siro tabte med 0-1 til oprykkerne fra Bologna. Kampens enlige målscorer blev Emanuele Giaccherini.

AC Milan fik i dag mildest talt en sløj start på det nye år, da de skuffende tabte 0-1 til Roberto Donadonis Bologna-mandskab.

Første halveg var relativ chancefattig, hvor Bologna startede bedst ud og var da også tæt på at bringe sig i front, da Milan-målmand, Gianluigi Donnarumma, kom på mellemhånd, hvorfor han efterlod sig et frit mål bag sig. Heldigvis for den unge målmand var Alex på plads og clearede bolden med en vital interception.

Jo tættere vi kom på pausefløjt, jo bedre kom milaneserne ind i opgøret, og de fik stablet et fint pres på benene, der næsten resulterede i et mål fra Carlos Baccas støvler, men han måtte se sit forsøg blive reddet på flotteste vis af en storspillende Antonio Mirante i Bologna-buret.

Efter pausen vadede Mihajlovic’ mandskab i gigantiske chancer, hvor M’baye Niang og indskiftede Alessio Cerci skulle have givet deres hold føringen. Især sidstnævnte må have en dårlig smag i munden efter kampen, da han i kampens 73. minut var alene med Mirante foran Bologna-målet, men den italienske målmand formåede at forpurre Cercis forsøg på mål.

Mens milaneserne ikke formåede at få netmaskerne til at blafre, kendte Bologna-mandskabet derimod deres besøgelsestid. I det 83. minut kunne Emanuele Giaccherini bringe sit hold foran 1-0 efter at have modtaget bolden i den bagerste del af feltet for derefter at sende bolden mellem benene på Donnarumma.

Milan formåede ikke at svare tilbage på scoringen, og dermed endte det med et yderst skuffende og overraskende nederlag til den italienske storklub, mens Bologna kan glæde sig over en sejr, der placerer dem på Serie As 15. plads. For Milans vedkommende betyder nederlaget, at de nu indtager ligaens syvendeplads.

 

INGEN KOMMENTARER