Milan-spiller efter pokalavancement: Vi kunne have spillet bedre

Milan-spiller efter pokalavancement: Vi kunne have spillet bedre

914
0
DEL

Andrea Poli mener, at AC Milan kunne have spillet bedre mod Crotone, men understreger, at de fortjente sejren. 

Tirsdag aften mødte AC Milan Serie B-klubben Crotone i den italienske pokalturnering Coppa Italia, og Serie A-mastodonten havde problemer undervejs og måtte helt ud i forlænget spilletid for at sikre sig sejren.

Milans Andrea Poli erkender da også, at holdet havde det svært mod et godt organiseret Crotone-mandskab, men han mener, at de fortjente sejren.

– Det var en kamp, som vi godt kunne have spillet bedre i. Vi sled en del i det. Vi mødte et hold, der forsvarede dybt og mandsopdækkede over hele banen. Vi skulle have leveret bedre, men i sidste ende var vi i stand til at vinde, og det er dét, det handler om, understreger Andrea Poli over for klubbens egen hjemmeside.

– Den italienske cup er et af vores mål, og vi ønsker at gå hele vejen i denne turnering. Vi havde chancerne for at få en god slutning på kampen, og det var hårdt i forlænget spilletid med spillere, som ikke har fået så mange kampe i benene i denne sæson. Vi var til tider under pres, men vi skulle bare videre i denne turnering, og i sidste ende fortjente vi sejren. Mange forventede et hav af mål, men vi undervurderede ikke Crotone, fordi det er et svært hold at spille imod, forklarer den italienske midtbanespiller videre.

Poli kigger også frem mod den kommende Serie A-kamp, som er særdeles vigtig ifølge den 26-årige spilfordeler.

– Kampen mod Carpi i denne weekend er ekstremt vigtig. Vi vil vinde for enhver pris og tage tre point med hjem, slutter Poli.

INGEN KOMMENTARER