Gianluigi Donnarumma høster store roser hos målmandstræner Alfredo Magni.
Målmandstalentet Gianluigi Donnarumma har taget verden med storm, efter at han i en alder af blot 16 år har overtaget tjansen som førstemålmand i AC Milan.
Alfredo Magni, der til dagligt har til opgave at udvikle og dygtiggøre målmændene i Milan som klubbens målmandstræner, er da heller ikke sen til at hylde den unge målmand.
– Gigio (Gianluigi Donnarumma, red.) kom dirkete op på førsteholdet fra U17-holdet. Man kunne med det samme se, at han var et talent. For at være målmand er man nødt til at have fysikken. For at være målmand i Serie A skal man være atletisk, og derfor behøver man stor motivation for at arbejde hårdt, forklarer Magni i et interview med Corriere della Sera.
– Gigio har alt dette i kombination med den rette mentalitet, viljen til at ville udvikling sig og evnen til at lære hurtigt. Ligesom Diego Lopez er han en perfektionist. Han stiller store krav til sig selv, fortsætter målmandstræneren.
Mangt og meget har været sagt og skrevet om Diego Lopez’ situation i Milan, men Alfredo Magni forklarer, at der ingen problemer er.
– Jeg vil være helt ærlig: der er ingen problemer. Diego er en rollemodel. Han stillede sig med det samme til rådighed ligesom Abbiati, som har haft 472 træninger i streg, slutter han.