Martin Ørnskov fortæller, at Brøndby IF virkelig trænger til noget metal i pokalskabet.
Brøndby IF møder i aften Skive IK i kvartfinalen i den danske pokalturnering, og selvom styrkeforholdet synes markant de to klubber imellem, så ser de blå-gule langt fra kampen som nem.
– Det håndterer vi ikke anderledes end andre kampe. Det er en kamp, som vi skal vinde, men pokalkampe har sit eget liv, og det er ikke en let kamp. Vi skal levere hundrede procent, for hvis vi gør det, har vi det, der skal til for at gå videre. Det er jeg sikker på, siger Martin Ørnskov til tipsbladet.dk.
Læs også: Skandaløs fyrværkeriopførsel fra Wolfsburg-fans i Hannover: Læge ramt af raket
Brøndbys pokalskab er efterhånden godt støvet til. Ikke siden 2008 har klubben fra Vestegnen vundet en titel, og det er noget, der nager de blå-gule, mener Ørnskov.
Læs også: Analyse: Hvad kan vi forvente af Brøndby i foråret?
– Vi trænger til en titel, og vi jagter den meget. Pokalturneringen er derfor mindst lige så vigtig som ligaen. Der er et pres i Brøndby, og man kan godt mærke, at det er længe siden, klubben har vundet noget. Klubben hungrer efter en titel, men hvis man ikke kan tåle det pres, skal man ikke være i Brøndby. Det kan vi godt håndtere, og vi vil kæmpe hårdt for at hente en titel til Brøndby meget snart, siger Ørnskov.
Aftenens pokalkamp fløjtes i gang klokken 18:30.