Brøndby IF har hentet David Boysen i Lyngby. Den driblestærke kantspiller skifter med øjeblikkelig virkning på en 2,5-årig kontrakt.
På den københavnske vestegn har man allerede forstærket sig i vinterens transferrude, men de blå-gule er tilsyneladende ikke færdige.
Nu har man skrevet kontrakt med 24-årige David Boysen, som kommer til fra Lyngby. Det bekræfter Brøndby på sin hjemmeside.
Den rakethurtige offensivspiller har underskrevet en aftale, der løber 2,5 år frem.
– Vi får i David en spiller, der med sin fart kan og tør udfordre modstandernes defensiv og kan bringe yderligere dynamik til vores offensive spil. Og så har han mål i støvlerne, siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens egen hjemmeside.
– David har det sidste års tid vist en stor modenhed i sin tilgang til fodboldlivet, og det har givet pote på fodboldbanen, hvor han er gået fra at være et talent, der tager chancer, til en profil, der tager ansvar, tilføjer Bech.
– Men når man skifter til Brøndby IF forventes det altid, at man løfter sit spil yderligere, og det skal David selvfølgelig også. Vi har en trup med masser af profiler, så David skal ind at bevise til samtlige træninger, at han kan gøre en forskel.
David Boysen har nettet 11 gange i løbet af efteråret i 1. division.