Brøndby meddeler på deres hjemmeside, at man har lejet Dario Dumic ud til hollandske NEC Nijmegen for resten af indeværende sæson.
Det har været meldt i de seneste dage, at forsvarstårnet Dario Dumic er på vej væk. Angiveligt skulle NEC Nijmegen være villige til at punge én million kroner op for den 23-årige forsvarsspiller.
Nu bliver skiftet så en realitet, oplyser Brøndby på deres egen hjemmeside, men der er dog kun tale om et lejeophold frem til sommer.
– Vi er yderst tilfredse med at have indgået en ganske fornuftig lejekontrakt for Dario for forårssæsonen. Dario er stadig en ung mand, som skal lægge yderligere på sit spil for at indfri sit potentiale. Vi er sikre på, at Dario i NEC Nijmegen får muligheden for at udvikle sig yderligere, og da han selv har ønsket at gribe denne mulighed, vil vi ikke stå i vejen for ham. Dario har siden sin ankomst tilbage i 2010 engageret sig i klubben, og han er derfor utrolig vellidt af alle i og omkring Brøndby IF, og vi ønsker derfor Dario alt det bedste under sit lejeophold i NEC Nijmegen, siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens egen hjemmeside.
Hovedpersonen har også selv nogle tanker omkring skiftet, han gerne vil lufte.
– Jeg er utrolig glad for aftalen med NEC Nijmegen, og jeg håber selvfølgelig at etablere mig hurtigt på holdet. Jeg vil gerne takke Brøndby IF for at give mig denne mulighed, og så vil jeg gerne give en særlig tak til Brøndby IF’s fantastiske fans. De giver os spillere en fantastisk kulisse, som ikke findes bedre i Danmark, og de er med til at motivere én til altid at give sit ypperste. Brøndby IF er og vil altid være en del af mig, og jeg håber at vende tilbage til klubben en dag, når tidspunktet er rigtigt, forklarer Dumic til Brøndbys hjemmeside.
Dario Dumic kom til Brøndby fra Norwich på en fri transfer tilbage i 2010 og har siden da optrådt 107 gange for de blå-gule.








