Viborg FF har hentet Esbjergs angriber Mikkel Vestergaard. Det oplyser klubben på deres egen hjemmeside. Dermed har klubben sikret sig sommerens første transfer.
Viborg er med 15 mål i efterårssæsonen det lavest scorende hold i den danske Superliga. Selvom angrebet i forvejen tæller navne som Jeppe Curth og Serge Deblé, har klubben altså fundet det nødvendigt med nyt blod oppe foran, men hjælpen kommer først til sommer.
Således har Viborg i dag præsenteret Mikkel Vestergaard, som man har givet en tre år lang kontrakt, men angriberen tiltræder først til sommer, når hans kontrakt i Esbjerg udløber.
Viborg FFs direktør, Morten Jensen, er begejstret for tilknytningen af den unge angriber.
– Vi er rigtig glade for at tilknytte Mikkel Vestergaard, der er en spændende, ung spiller, som vi længe har haft et godt øje til. Han er hurtig, teknisk dygtig og besidder et stort potentiale, som vi ser frem til at få glæde af i Viborg, siger Jensen til Vff.dk.
23-årige Vestergaard, der typisk sidder på bænken i Esbjerg, ser frem til nye udfordringer.
– Jeg synes, at der er gang i et spændende projekt i Viborg, og jeg har haft nogle gode samtaler med Johnny Mølby. Han har en spændende plan for mig og Viborg, og han ser mig som angriber, så det føles helt klart som det rigtige valg for mig, siger Mikkel Vestergaard og fortsætter:
– Jeg har haft mange gode år i Esbjerg, men jeg synes samtidig, at tidspunktet er ved at være det rette til at prøve noget nyt. Jeg glæder mig til at starte i Viborg FF, afslutter Vestergaard.
Angriberen tiltræder på en fri transfer til sommer.