Imens januars transfervindue er i fuld gang, kigger Sambabold.dk her på aftenens kampe i den bedste engelske række.
Vi kigger herunder på de første tre kampe i den 21. spillerunde af Premier League. Der gennemgåes skader, indgående transfers og de respektive holds nuværende form.
AFC Bournemouth – West Ham United
– AFC Bournemouth
Eddie Howe har været klar fra start, når det gælder dette transfervindue. Hele tre spillere har Bournemouth investeret i, og alle tre spillere forventes at være i truppen til aftenens kamp mod West Ham.
Den hurtige kantspiller, Juan Iturbe, var Howe’s første signering og efterfølgende er de to angribere Benik Afobe fra Wolverhampton og Lewis Grabban fra Norwich City trådt til truppen. Tre spændende offensive spillere, der i aften får chancen for at vise sit værd for Bournemouth.
Bournemouth er dog i forvejen skadesplaget, når det gælder offensiven, både Tokelo Rantie, topscorer Callum Wilson, Joshua King og Max Gradel er alle ude til aftenens opgør.
Eddie Howe vil formentlig stille op med den sædvanlige 4-1-4-1, som The Cherries har haft stort held med på det seneste. Det bliver dog spændende at se, hvor mange af de nye tilkommende, der får chancen fra start. Et bud ville være at Benik Afobe erstatter Glenn Murray i startopstillingen.
AFC Bournemouth møder op til aftenens kamp med 2 sejre, 2 uafgjorte og 1 nederlag i de seneste 5 ligaopgør. Her er det blevet til 4 scorede mål og 4 indkasserede mål.
– West Ham
West Ham har endnu ikke forstærket truppen i dette transfervindue trods skader. Dog skulle flere af de skadesplaget spillere være på vej tilbage, idet manager Slaven Bilic i går fortalte, at både Enner Valencia og Cheikhou Kouyate skulle være med i truppen til opgøret mod Bournemouth her til aften.
Victor Moses, Manuel Lanzini og Diafra Sakho er alle tre ude med skader, men Victor Moses skulle være lige på trapperne til at blive skadesfri, da han igår trænede med truppen med fuld styrke.
Slaven Bilic vil formentlig stille op i den 4-4-2 formation, som i de seneste 5 ud af 7 kampe har formået at holde eget bur rent. West Ham kommer til kampen i aften med 2 sejre og 3 uafgjorte i sine seneste 5 ligaopgør, og det gør de med en målscorer på 5:2.
Aston Villa – Crystal Palace
– Aston Villa
Aston Villa er på vej ud af Premier League. De ligger lige nu på sidstepladsen med kun 8 point i de første 20 spillerunder.
De har endnu ikke forstærket truppen i januar, og de må undvære Adama Traore, Alan Hutton, Carlos Sanchez, Gabriel Agbonlahor og Jack Grealish til aftenens opgør mod Crystal Palace.
De har blot tilskaffet sig 2 point i deres sidste 5 kampe på Villa Park, hvilket gør modstanderne fra Crystal Palace til klare favoritter i aften.
Aston Villa har prøvet forskellige formationer i denne sæson, men Remi Garde har dog anvendt 4-3-3 mest. Hvis Aston Villa skal vinde i aften, er det vigtigt at spillere som Gestede og Scott Sinclair rammer niveau.
– Crystal Palace
Crystal Palace har heller ikke erhvervet sig nogle nye spillere endnu, men har også en forholdsvis skadesfri trup. Ude til kampen i aften er Yannick Bolasie og Dwight Gayle, mens Connor Wickham skulle have mulighed for at få et comeback efter at have været ud i tre uger.
Alan Pardew har haft stor succes siden han skiftede Newcastle ud med Crystal Palace, og holdet ligger på en flot 7. plads med 31 point i den engelske Premier League.
Crystal Palace stiller nok op i sin normale 4-2-3-1 formation, der har bragt dem stor succes i denne sæson. Især Yohan Cabaye har været formstærk for londonklubben. Midtbanespilleren har nettet 5 gange denne sæson.
Palace møder op med 2 sejre, 2 uafgjorte og 1 nederlag i sine 5 seneste ligakampe.
Newcastle United – Manchester United
– Newcastle United
The Magpies har hentet Henri Saivet i Bordeaux og skulle være yderst tæt på en aftale med Jonjo Shelvey fra Swansea. Det er stadig ikke til at vide om Henri Saivet er med i truppen til aftenens kamp, men da han først blev hentet igår er det usandsynligt.
Fabricio Coloccini, Florian Thauvin, Jack Colback og Emmanuel Riviere skulle alle angiveligt være spilleklar til aftenens kamp, mens Papiss Cisse, Tim Krul, Steven Taylor og Gabriel Obertan er ukampdygtige.
Newcastle har tabt de seneste 3 ligaopgør, mens det før dem blev til en uafgjort og en sejr. Altså en 1-1-3 statistik i deres seneste fem opgør.
Steve McClaren forventes at stille op med en 4-4-1-1 formation, hvor især Ayoze Perez, Wijnaldum og Sissoko skal prøve at nedbryde Manchester United defensiven.
– Manchester United
Manchester United har haft spillemæssige problemer på det seneste, hvor det især har knebet i offensiven.
De Røde Djævle har Bastian Schweinsteiger, Antonio Valencia, Luke Shaw, Marcos Rojo og forventligt også Phil Jones siddende ude med skader til aftenens kamp.
Ashley Young, Michael Carrick og Morgan Schneiderlin skulle alle tre være tilbage i truppen efter at blive sparet i FA Cup-kampen i weekenden.
Manchester United er i sin dårligste form længe, hvor det i de sidste 5 ligakampe blot er blevet til en statistik, der hedder 1-1-3. De har kun nettet fire gange i de fem kampe, og de har lukket syv mål ind.
Luis Van Gaal stiller forventligt op med sin normale 4-2-3-1 formation, hvor Anthony Martial, Juan Mata og Wayne Rooney virkelig skal til at oppe sig i den offensive tilgang til spillet.
Et bud på resultater i aftenens kampe ville være:
AFC Bournemouth – West Ham: 0-1
Aston Villa – Crystal Palace: 1-2
Newcastle United – Mancherster United: 0-1
Læs også: Ancelotti vil have brasilianer








