Michael Owen antyder, at Arsenal vil gå all-in på Old Trafford i weekenden, efter at de onsdag led et smertefuldt 2-0-nederlag hjemme til FC Barcelona.
Premier League-guldet er virkelig inden for Arsenals rækkevidde i år, og søndag står de over for en afgørende test, når Manchester United venter på Old Trafford.
Michael Owen antyder, at man vil se et Arsenal-mandskab, der lægger alle kræfter i netop den kamp, efter at man stort set forkastede muligheden for at avancere sig videre i Champions League, da man onsdag tabte med 0-2 til Barcelona.
– The Gunners (kælenavn for Arsenal, red.) er stort set ude af Champions League efter deres 2-0-nederlag til Barcelona på hjemmebane i midtugen, og dette er en kæmpe kamp for klubben i deres jagt efter Premier League-titlen, siger Owen ifølge The Sport Review.
– De har ikke vundet i deres seneste otte Premier Leauge-besøg på Old Trafford og skal formentlig sikre sig mindst ét point mod et United-hold, som har færre point efter 26 kampe, end klubben nogensinde har sikret sig i en Premier Leauge-sæson, forklarer Owen videre.
Arsenal er to point fra førerholdet Leicester City med 12 runder igen.