Selvom Morten Olsen i går bekendtgjorde sit stop som landstræner for det danske fodboldlandshold, så fortæller hans assistent, Peter Bonde, at han fortsætter til sommer som assistent uanset, hvem der bliver landets nye landstræner.
Her til aften var den danske assistenttræner, Peter Bonde på besøg i Liga på P3, og her kunne Morten Olsens assistent fortælle, at han ingen planer har om at stoppe, i hvert fald fortsætter han som minimum indtil sommer.
– Jeg har en aftale til sommer, og det er det eneste, jeg kan forholde mig til. Jeg har ikke hørt noget fra DBU om det, så indtil videre skal jeg jo arbejde til sommer.
– Hvad jeg helt præcist skal lave, ved jeg ikke. Det eneste jeg ved er, at fra sommer skal jeg til at lave noget andet. Og jeg ved også, at det jeg skal lave, er noget, der har med talentudvikling at gøre. Det har jeg tænkt på i flere år, efter det ved jeg faktisk ikke, hvad der skal ske, fortæller en ærlig Peter Bonde til Liga på P3.
Peter Bonde har været assistenttræner for det danske fodboldlandshold siden 2006, og inden da havde han selv en aktiv fodboldkarriere og et enkelt år som kvindelandstræner.