Vilde jubelscener udspillede sig i en lejlighed beliggende i Stockholm-forstaden Solberga efter Liverpools utrolige 4-5-sejr ude over Norwich. Så vilde, at politiet blev tilkaldt.
Lørdag eftermiddag skrev Liverpool fodboldhistorie i en medrivende og fuldkommen vanvittig affære på Carrow Road i Norwich, der med to overtidsscoringer endte 4-5 i Merseyside-klubbens favør.
Det vakte råben og skrigen i en lejlighed i forstadsbyen Solberga i Sverige, og da en nabo troede, der var noget alvorligt galt, tilkaldte vedkommende politiet.
Anmeldelsen til politiet blev givet klokken 15:39, og der havde Liverpools Adam Lallana netop skovlet bolden i mål til det vanvittige slutresultat 4-5.
Så da det svenske politi dukkede op i lejligheden, fandt de lynhurtigt ud af, at der intet alvorligt var sket, men at der blot var tale om ekstatiske jubelbrøl.
– Politiet bliver sendt ud til stedet og banker på ved den pågældende lejlighed. Det viser sig, at der i lejligheden findes to mænd, der ser fodbold. Da det ene hold i slutminutterne lavede mål, tog glæden overhånd med skrig og dunk som resultat, skriver politiet i deres døgnrapport, som er blevet gjort offentlig tilgængelig.