Bundesliga-klubben Hannover 96 har hentet en forstærkning til angrebet, hvilket altså betyder, at de to danskere i klubben, Leon Andreasen og Uffe Bech, får en ny holdkammerat.
Der er tale om den portugisiske veteran Hugo Almeida, der altså vender tilbage til Bundesligaen.
Sidste gang man kunne opleve Almeida i Bundesligaen, var han iført en Werder Bremen-trøje. Her spillede han i en håndfuld år før turen gik til tyrkisk fodbold og Besiktas. Tiden i Werder Bremen var dog storslået for portugiseren, der nåede at spille 89 kampe og score 36 mål.
Siden da har Almeida levet en noget omtumlet tilværelse, der blandt andet og senest har budt på et ophold i russisk fodbold. Her repræsenterede han senest Anzhi, som han sluttede sig til i juli 2015. Allerede efter seks måneder skiltes de to parter dog, hvilket betød, at Almeida var fri på markedet.
Dette har Hannover formået at udnytte. Klubben skriver på sin hjemmeside, at man har skrevet under med den 31-årige Hugo Almeida.
Dette betyder også, at Almeida genforenes med Hannover 96’s nye cheftræner, Thomas Schaaf, som også var træner for Hugo Almeida under storhedstiden i Werder Bremen.
Hannover skriver ikke noget om, hvor længe kontrakten med den aldrende portugiser gør sig gældende.








