Wayne Rooney fortæller, at han intet kendte til den målrekord, han satte søndag eftermiddag på Anfield.
Søndag blev en glædens dag for Manchester United og i særdeleshed Wayne Rooney. Først og fremmest hev De Røde Djævle en snæver 0-1-sejr hjem over ærkerivalerne fra Liverpool, og kampens eneste mål blev sat ind af Wayne Rooney, der fik netmaskerne til at blafre på Anfield for første gang siden 2005.
Ikke nok med det blev målet også Wayne Rooneys 176. af slagsen i den røde trøje, og dermed bliver han den mest scorende spiller i Premier League for én klub.
Det glæder Wayne Rooney, der dog erkender, at han intet kendte til rekorden.
– Det er længe siden, at jeg sidst har scoret det vindende mål på Anfield, så jeg vil være egoistisk i dag og nyde målet mest af alt, siger Wayne Rooney ifølge Sky Sports.
– Hvis jeg skal være ærlig, kendte jeg ikke til rekorden. Det er naturligvis en stor rekord at have, men jeg tror ikke, det slår den følelse, jeg står med nu, siger United-kaptajnen til klubbens egen hjemmeside og fortsætter:
– Jeg tror, at alle kender til vigtigheden af denne kamp uanset placeringen; vi kunne have været førerholdet eller nummer to helt til bunden. Det er en kæmpe kamp for begge fodboldklubber og fans.
– Det var en stor sejr og tre point, som vi behøvede for at fortsætte den gode start på det nye år, siger Rooney til slut.
Thierry Henry havde forinden Rooneys scoring nummer 176 været den hidtidige indehaver af rekorden.








