Rygte: Disse to spillere står højest på Chelseas ønskeliste

Rygte: Disse to spillere står højest på Chelseas ønskeliste

967
0
DEL

Det svirrer i øjeblikket med rygter i og omkring Chelsea. De fleste omhandler cheftræneren Jose Mourinho. De forsvarende mestre fra Chelsea har, med ham i spidsen, haft en mildest talt katastrofal start på den nye sæson. Holdet er gået til landsholdspause på en 16. plads i Premier League. Derfor har der, i den seneste tid, været et enormt fokus på Jose Mourinho og hans fremtid i klubben. Nu er det dog rygterne om en ny angriber til klubben, der gør sig gældende.

Chelseas låneaftale med den tidligere profil fra Atletico Madrid, Radamel Falcao, har udviklet sig til noget af en farce. Falcaos karriere har, uden at træde nogen over tæerne, gået ned ad bakke siden han forlod Atletico Madrid til fordel for Monaco. Derfor kom det også som en overraskelse for mange, at Chelsea valgte at låne den colombianske stjerne-angriber efter et ophold i Manchester United. Colombianeren har da også kun fundet vej til netmaskerne en enkelt gang i de ni kampe, hvori han altså har fået chancen.

Jose Mourinho og Chelsea skulle altså nu være på udkig efter en spiller, der kan udfylde det hul, Radamel Falcao ikke formår at udfylde i London-klubbens angreb. Som man kunne læse her på siden, tidligere på ugen, så skulle Chelsea være interesserede i at hente Edinson Cavani i Paris Saint-Germain. Der er nu blevet pustet yderligere til ilden i den sag. For det første har Cavani udtalt, at han er utryg ved at vende tilbage til Paris ovenpå sidste fredags terrorangreb. Derudover skulle der efter sigende være en konflikt mellem Edinson Cavani og træneren i PSG, fordi han åbenbart insisterer på at bruge Cavani på en position, hvor han ikke selv er tilfreds med at spille.

Hvis rygtet taler sandt, så skulle Chelsea være så ivrige for at slippe af med Falcao, at de vil sende ham tilbage til hans retmæssige ejere i Monaco, vel at mærke før kontrakten udløber. Det er derfor det hul, Edinson Cavani kommer til at udflyde, hvis han bliver hentet til klubben. Derudover kunne Chelseas top-angriber i øjeblikket, Diego Costa, sikkert også sagtens bruge lidt hjælp og støtte i angrebet hos Chelsea.

Noget der taler imod, at Cavani skulle være på vej til Chelsea er hans astronomiske løn. Landsholdsspilleren fra Uruguay skulle eftersigende tjene et godt stykke over 2,5 millioner kroner om ugen i Paris. Så meget er Chelsea ikke villige til at betale, hvorfor der nu skulle florere et nyt navn på toppen af Chelseas ønskeliste.

Saido Berahino, der til dagligt spiller i West Bromwich Albion og på det engelske U21-landshold, skulle eftersigende være det nyeste navn på Chelseas ønskeliste. Han har, bortset fra et par udlånsaftaler, spillet hele sin karriere i West Bromwich Albion. Chelsea har eftersigede allerede tænkt sig at byde på den unge spiller i det kommende januar-transfervindue. Buddets størrelse skulle være omkring 200 millioner kroner. Et bud som måske ikke engang er højt nok for direktionen i West Bromwich. Sidste sommer, da Tottenham Hotspurs jagtede den talentfulde angriber, blev han værdisat til omkring 250 millioner kroner. Det lykkedes ikke Tottenham at hente den unge angriber på trods af flere ihærdige forsøg. Noget der taler for, at hans værdi måske er faldet til januar er det faktum, at det unge stjernefrø kun vil have 18 måneder tilbage af sin kontrakt og at en forlængelse virker til at være langt væk. Måske er Chelsea altså heldige at kunne forhandle en gunstig pris igennem, hvis man altså vil forsøge at hente Berahino i West Bromwich.

Der er dog fortsat mange om buddet til at erstatte Radamel Falcao. Cavani og Berahinho virker som de mest seriøse kandidater, men ude i kulissen lurer også for eksempel Gonzalo Higuain, der spiller i Napoli.

Hvorvidt Chelsea kommer til at gøre alvor af sine trusler om at erstatte Radamel Falcao, må vi altså vente en god måneds tid endnu med at finde ud af. Transfervinduet bliver som bekendt åbnet i januar, hvor der altså gerne skulle komme en afklaring på situationen i Chelseas angreb.

INGEN KOMMENTARER