Liverpool-lazarettet er vokset markant de sidste par uger. Det står specielt skidt til i de defensive rækker, og det har har fået Klopp til at se sig om efter en midlertidig løsning.
Skadeslisten vokser i Liverpool, der er hårdt presset af et tæt kampprogram for tiden. Holdet spillede for nyligt 2-2 mod Exeter City i den engelske FA CUP og skal derfor ud i en omkamp. Endnu en kamp i en, i forvejen, tætpakket kalender. Det har fået klubbens tyske træner, Jürgen Klopp, til at lede efter forsvarsspillere i det her transfervindue.
I skrivende stund har klubben nemlig Martin Skrtel, Dejan Lovren og Mamadou Sakho på listen over spillere, der er ukampdygtige. Men løsningen render måske rundt hos The Saints, hvis man skal tro engelske Daily Mail.
De erfarer nemlig, at Klopp vil leje engelske Steven Caulker, som i forvejen er udlejet fra Queens Park Rangers til Southampton. Der skulle være tale om et lån på seks måneder.
Jürgen Klopp blev i sidste uge beskyldt af Sunderland-manager, Sam Allardyce, for selv at være kilden til Liverpools skadesproblemer med måden, han vil have sit hold til at spille. Tyskeren har afvist Allardyce’ beskyldninger.








