Den italienske hovedstadsklub hentede i sommer den polske målmand til Stadio Olimpico på en etårig lejeaftale. Italienerne har nu i sinde at gøre skiftet permanent, men møder modstand fra Arsenal-manager, Arsene Wenger.
Wojciech skiftede i sommer en europæisk hovedstad ud med en anden, da Arsenal valgte at sende ham til Rom, hvor han siden har været fast mand hos AS Roma.
Romerne er tilsyneladende tilfredse med polakkens præstationer i buret, idet klubbens sportsdirektør, Walter Sabbatini, angiveligt vil forsøge at forlænge målmandens lejeaftale eller gøre skiftet permanent. Dette erfarer Sky Sport Italia.
Dette permanente skifte kan dog komme i fare, da Arsene Wenger ifølge The Mirror vil hente den 25-årige polak tilbage, når hans lejeophold udløber til sommer.
Den nuværende andenmålmand hos The Gunners, David Ospina, menes at være utilfreds den manglende spilletid og kunne således presse på for et sommerskifte. Dette ville efterlade en fri plads til Szczesny i den nordlige del af London.
Den polske lejesvend må højst sandsynligt tage sig til takke med en plads på bænken, eftersom Arsenals klare førstevalg mellem stængerne, Petr Cech, virker urørlig i øjeblikket.








