En række tilhængere invaderede banen under en kamp i en af Spaniens lavere rækker. En spiller blev stukket ned af de angribende fans.
En dommer blev på tragisk vis stukket ned i Argentina for en måned siden, da en spiller skød ham efter at have fået rødt kort. Nu er et fodboldstadion endnu en gang centrum for en tragedie – denne gang i Spanien.
Efter et opgør i Tercera Regional Andaluza, der svarer til den ottende bedste række i Spanien, kom spilleren Samuel G. P. slemt til skade. Men det var ikke på grund af en modstander.
En række tilhængere invaderede banen og forsøgte først at kvæle den 24-årige Alhaurín de la Torre-spiller, for dernæst at stikke ham to steder med en kniv. Det ene stik var rettet mod hjertet. Det fortæller det spanske medie AS.
Læs også: Dortmund-fan døde under Bundesliga-kamp: Fantastisk gestus af hele stadion
Kampen var ellers forløbet ganske roligt både på og uden for banen.
Spilleren blev straks transporteret til intensivafdelingen på Carlos Haya hospitalet i Málaga, og hans tilstand betegnes som alvorlig, men stabil.
En assistenttræner fra modstanderholdet CD El Palo kom også til skade, da han forsøgte at få de to parter til at slutte fred. Han er dog ikke i livsfare, da skaden er i benet.
CD El Palo, som spillede mod Alhaurín de la Torre, har været ude at fordømme de voldelige fans’ handlinger.