I morges annoncerede Superliga-klubben Randers FC, at de havde forlænget kontrakten med den nuværende, og 35 år gamle, anfører Christian Keller. Sportsdirektøren i Randers FC, Peter “PC” Christensen, har siden forklaret, at kaptajnens form ikke fejler noget, hvorfor ledelsen altså valgte at forlænge kontrakten med halvandet år.
Det er fire år siden, at Christian Keller blev præsenteret i Randers FC. Han var dengang på randen til at fylde 31 år. Nu er han imidlertid blevet 35 år, hvorfor det sikkert kan undre nogle, at man vælger at forlænge Kellers kontrakt i yderligere halvandet år.
Sportsdirektøren i Randers FC, Peter “PC” Christensen, er dog stadig fuld af tillid og beundring for Skipper, som Keller hedder i folkemunde. Keller har da også tidligere udtalt, at han vil blive ved med at spille professionel fodbold indtil han er 40 år gammel. Hvis man skal tro Peter Christiansens bud på en formkurve, så kan Kellers formkurve sagtens give ham mange flere år på fodboldbanen.
– Faktisk synes jeg, han ser mere fit ud, end han gjorde for godt fire år siden, da han kom hertil, og jeg er sikker på, at han nok skal holde niveauet endnu en sæson, siger Peter Christensen til Randers Amts Avis.
– For det første kan det kun lade sig gøre, fordi han passer på sig selv. Men som jeg ser det, er det allervigtigste for Keller den ærgerrighed, som jeg sjældent har set hos andre end ham. Han vil vinde, og han har stadig ambitioner og er stadig sulten.
Christian Keller har altså nu en kontrakt med hestene fra Randers, der løber frem til sommeren 2017.








