Den 26-årige Liverpool-angriber, Daniel Sturridge, afviser de transferspekulationer, der har sendt ham til Arsenal og West Ham. Hovedpersonen selv understreger, at han ser frem til en fremtid i Liverpool.
Selvom transfervinduet smækkede i for kun næsten en måned siden, er der altid fuld fart i transfermøllen. Det må Daniel Strurridge sande, da han i et pressemøde forud for Europa League-opgøret mod Augsburg måtte slå fast en gang for alle, at hans fremtid ligger på Anfield. Dermed maner han de rygter, der har sendt ham til London, til jorden.
– Jeg glæder mig til en fremtid i Liverpool. Jeg er glad her, slog den tidligere Chelsea-angriber fast og langer ud efter de personer, der har sagt, at han ikke ønsker at spille for Merseyside-klubben.
– At sige at en spiller ikke ønsker at spille er det mest respektløse, man kan sige. Ingen ved hvor meget det betyder for mig at spille fodbold. Jeg vil fortsat gøre mit bedste og fokusere på at spille for Liverpool.
Også Liverpool-manager, Jürgen Klopp, er glad for at have en fuldt fokuseret Daniel Sturridge i truppen og håber nu på, at al snakken om, at englænderen er på vej væk kan gå i glemmebogen for en stund.
– Daniel er en virkelig god fodboldspiller, og nu er han klar til at spille, hvilket er noget vi ønsker at se hele tiden.
– Nogle få ting er blevet klargjort nu – hans fremtid. I kan nu stoppe med at spekulere i dette, slutter den tyske manager.