I den seneste tid har der været snakket meget om billetpriserne i England. Mange fans mener, at billetpriserne er for høje i engelsk fodbold. Nu har Sunderland taget fat om problemet og nedsat billetpriserne for næste sæson.
Prisen for et sæsonkort for voksne starter ved 3400 kroner, hvilket svarer til 175 kroner pr. kamp. Denne pris er meget favorabel. Den er endda meget favorabel i forhold til klubberne i Championship, hvis Sunderland ender med at rykke ned.
Udmeldingen fra Sunderland kommer i en tid, hvor mange brokker sig over stigende billetpriser i engelsk fodbold. For nylig forlod flere tusind Liverpool-fans Anfield før tid, fordi de ville protestere mod de prisstigninger, der er planlagt til næste sæson.
Direktøren i Sunderland A.F.C, Margaret Byrne udtaler, at realistiske billetpriser ligger klubben stærkt på sinde.
– At holde billetpriserne på et realistisk niveau, er meget oppe i tiden, men for os har det altid haft høj prioritet.
– Vi ved at det er fansene, der gør vores klub fantastisk. Vi håber derfor, at så mange fans som muligt fortsat vil have mulighed for at komme til kampene og støtte holdet.
Sunderland, der i øjeblikket indtager 19. pladsen i Premier League, er den anden klub i engelsk top-fodbold, der melder ud, at billetterne bliver billigere i næste sæson. Også West Ham, der flytter til Olympic Stadium, har varslet billigere billetter til næste sæson