Mr. Bee har atter udskudt sit opkøb af AC Milan. Han har angiveligt bedt Milan-ledelsen om at vente indtil udgangen af året.
Den thailandske forretningsmand Bee Taechaubol – også kendt som Mr. Bee – har efter sigende bedt om endnu en udskydelse, inden han køber sig ind i AC Milan.
Planen er, at Mr. Bee skal overtage 48 procent af aktierne i AC Milan, og aftalen blev indgået for et godt stykke tid siden.
Dengang udskød rigmanden dog opkøbet til 30. november, men nu skulle Mr. Bee have udskudt overtagelsen yderligere.
Således beretter Milano Finanza, som er en forretningsbaseret avis i Italien, om, at Mr. Bee skulle have bedt bestyrelsen i AC Milan vente til udgangen af dette kalenderår, fordi han skulle have nogle finanseringskilder på plads.
Den kinesiske bank Citic skulle angiveligt være en potentiel finanseringskilde, men ledende direktører i den skal først føle sig overbevist om, at det er det rigtige at købe sig ind i den italienske fodboldklub, lyder det.
Avisen Milano Finanza skriver endvidere, at Mr. Bees eksklusive aftale med Milan-ledelsen om at opkøbe næsten halvdelen af klubben udløber efter denne måned, og derfor kan det bane vejen for nye investorer, der er interesseret i at købe sig til indflydelse i den traditionsrige Serie A-klub.