Den tidligere Aston Villa-manager Paul Lambert mener, at der er noget helt galt i Birmingham-klubben, og at det ikke kun er et spørgsmål om spillerne og manageren.
Aston Villa spenderede mange penge i sommerens transfervindue, men et skrækkeligt efterår for ‘The Villans’ kostede manager Tim Sherwood jobbet tilbage i oktober måned, og situationen er ikke blevet forbedret betydeligt, efter at klubbens ledelse hyrede Remi Garde som ny mand i trænersædet.
Ifølge en mand, der tidligere har svinget dirigentstokken på Villa Park, nemlig Paul Lambert, så skyldes krisen en meget mere dybereliggende grund end bare spillerne og manageren.
– Det er formentlig blevet værre (siden jeg blev fyret, red.) Jeg mener, at de også har brugt flere penge, og det er nok årsagen til, at folk finder det svært at forstå, siger Paul Lambert til Sky Sports News HQ.
– De har brugt en masse penge og klarer sig stadig rigtig dårligt, og jeg tror, at der er noget galt der. Det kan ikke bare være spillernes og managerens skyld. Jeg tror, der er andre ting galt, fortsætter den tidligere Villa-manager.
Paul Lamberts resultater som Aston Villa-manager var ikke de bedste, men det skyldtes ifølge ham selv de økonomiske vilkår, der var i klubben.
– Jeg elskede tiden der. Det gjorde jeg virkelig. Det var virkelig hårdt, men grundet økonomien var det dét bedste, jeg kunne gøre, og vi blev oppe i Premier League, hvilket var det vigtigste, forklarer Lambert.
– Den situation, klubben er havnet i, er en skam, men det er ikke længere mit problem, og de ved, hvad de skal forsøge at gå ud og gøre.
Den nye mand i det varme sæde er ifølge Paul Lambert kommet ind på et svært tidspunkt, og han forudser, at det bliver en svær opgave at rette op på skuden og undgå nedrykning.
– Remi (Garde, red.) er kommet ind på et vanskeligt tidspunkt og har opdaget nogle problemer, som der også blev skabt, da jeg var der, og i dag er det måske en smule værre. Forhåbentlig kan han få dem ud af den nedrykningsposition, men det bliver svært, siger Lambert.
Aston Villa er placeret på en sidsteplads i ligatabellen og har scoret færrest mål af alle sammen med Stoke med blot 14 mål efter 17 runder.
På Boxing Day møder ‘The Villans’ West Ham på hjemmebane.