United-legende får tribuneafsnit opkaldt efter sig

United-legende får tribuneafsnit opkaldt efter sig

820
0
DEL

Klublegenden Sir Bobby Charlton får et tribuneafsnit opkaldt efter sig på Old Trafford. Det bekræfter Manchester United. 

Sir Bobby Charlton vil altid stå som et af de største koryfæer i Manchester United, og nu vil klubbens ledelse hylde ham for hans bedrifter.

Det sker ved, at South Stand-tribuneafsnittet bliver omdømt i Bobby Charltons navn. Det bekræfter Manchester United på sin hjemmeside.

– Bobby er ganske enkelt den mest ikoniske person i engelsk fodbolds historie. En spiller, en diplomat, en gentleman og en utrættelig arbejder for velgørenhed. Han repræsenterer alt, der er godt ved fodbold og Manchester United, siger næstformand Ed Woodward til klubbens hjemmeside.

– Det har været et privilegium at have kendt ham og at have arbejdet sammen med ham gennem de seneste ti år. At omdøbe South Stand, som indeholder Directors’ Box og spillernes gamle omklædningsrum, er den rette hyldest for alt det, Bobby har udrettet for klubben – både som spiller og direktør, fortsætter Woodward.

Hovedpersonen har også selv noget at sige ovenpå den fornemme hæder.

– Dette er en stor ære, og jeg er meget stolt – både over mig selv og min familie – at klubben har valgt at opkalde South Stand efter mig. Manchester United har været en så vigtig del af mit liv, og jeg har så mange vidunderlige minder fra ‘Drømmenes Teater’ (synonym med Old Trafford, red.). Som spiller husker jeg målene og de storslåede spillere, jeg har spillet sammen med. Som direktør har jeg set nogle fantastiske kampe og spillere. Det er helt afgjort et specielt sted, fortæller en bevæget Sir Bobby Charlton.

– Jeg vil takke alle, der har noget at gøre med Manchester United. Så mange mennesker har arbejdet så hårdt for at fastholde os i toppen; deres indsats skal aldrig glemmes. Men mest af alt vil jeg gerne takke Norma, min vidunderlige kone, og min familie for den støtte og opmuntring, som de altid har skabt. Det er til dem, forsætter han uddybende.

Sir Bobby Charlton nåede at optræde 758 gange for Manchester United og scorede 249 mål til følge.

INGEN KOMMENTARER