Det danske superligamandskab fra Herning kommer til at få deres livs kamp på OLd Trafford ifølge United-træner Louis van Gaal.
Manchester-træneren har forud for torsdagens Europa League-opgør mod FCM forsøgt at vække nogle helt særlige følelser hos sine spillere:
– Vilje, sult. Rigtig ofte bruger jeg ordet liderlig, siger Louis van Gaal ifølge BBC om, hvad han kræver af sine spillere i den afgørende kamp.
FC Midtjylland formåede at vinde 2-1 over `The Red Devils´ i sidste uge og Manchester United er derfor tvunget til at vinde, hvis man man vil videre til ottendedelsfinalerne.
Den hårdt pressede United-træner understreger at det ikke bliver nogen nem opgave:
– At komme til Old Trafford er deres livs kamp. Det er tophold bare nødt til at leve med, lyder det fra hollænderen, som selv var professionel spiller i Holland og Belgien.
– Jeg var ikke en stor spiller, men spillede altid bedst foran et fyldt stadion, fortsætter Louis van Gaal.
Den hollandske træner har tidligere udtalt at det kan blive svært at kvalificere sig til Champions League via en god placering i ligaen, hvor man lige nu indtager en femteplads – med seks point op til fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikation.
Her kan Europa League dog blive klubbens redning. Vinderen af turneringen kvalificeres nemlig til næste års Champions League.