– Vardy er som van Basten

– Vardy er som van Basten

948
0
DEL

Leicesters succes-manager, Claudio Ranieri, er ikke bange for at rose sin helt store angrebsprofil i denne sæson. Han sammenligner således Jamie Vardy med den legendariske Marco van Basten, der nåede at vinde Ballon d’Or tre gange i sin tid hos AC Milan.

Jamie Vardy scorede i tirsdags et spektakulært mål mod Liverpool, da han på en flot halvflugter uden for feltet bragede den ind bag en chanceløs Simon Mignolet.

Oven på det flotte mål, der var det første af hans to mål mod Jürgen Klopps mænd, har Vardys italienske manager, Claudio Ranieri, været ude at sætte det i samme kategori som de mål hollandske van Basten lavede i sin aktive karriere.

– Det er et fantastisk mål. Man kan sætte ham (Jamie Vardy, red.) i samme bås som van Basten, lød de flotte ord Ranieri i en pressekonference forud for topkampen på lørdag mellem Leicester og Manchester City.

Den hollandske målmager lavede i sin tid nogle spektakulære mål, hvor det mest ikoniske må være finalemålet mod det daværende Sovjetunionen ved EM-slutrunden i 1988. Her formåede det legendariske angrebses at dreje bolden ind på en flugter fra en meget spids vinkel.

På trods af Vardys flotte sæson, hvor det er blevet til 18 ligamål, er der dog stadig et pænt stykke op til den legendestatus, som van Basten gjorde sig fortjent til i 80’erne og 90’erne.

INGEN KOMMENTARER