Viborg har sikret sig Søren Frederiksen på en toårig aftale. Han har senest optrådt for islandske KR Reykjavik.
Viborg har haft et ganske aktivt transfervindue indtil nu, og i dag har man så hentet Søren Frederiksen hjem til det jyske.
Viborg-træner Johnny Mølby er ganske tilfreds med at have sikret sig den alsidige spiller:
– Søren Frederiksen er en dygtig spiller, der kan dække mange forskellige positioner. Han kan både spille back, kant og angriber, og så har han et indgående kendskab til Superligaen, hvor han har spillet i fem sæsoner.
– Han er stærk og rolig i pasningsspillet, og så arbejder han altid hårdt i holdets tjeneste, siger Mølby til klubbens hjemmeside.
Læs også: Viborg-direktør: Handler kun om overlevelse
– Jeg er sikker på, at han vil passe godt ind i vores trup og med sin erfaring bidrage til, at vi når vores fælles mål, lyder det fra cheftræneren om den nyeste tilgang.
Søren Frederiksen har en del erfaring med Superliga-fodbold og har således spillet for Sønderjyske, FC København og AaB. Nu ser han frem til en ny udfordring i det midtjyske:
– Jeg synes, at det er en rigtig spændende mulighed for mig. Jeg blev glad, da jeg hørte om interessen fra Viborg og muligheden for at komme hjem til Superligaen.
– Viborg har gang i et spændende projekt med et godt setup, en god trup og et godt trænerteam, og jeg glæder mig bare til at komme i gang her i klubben, siger Frederiksen.