Jeppe Curth ærgrer sig gul og grøn over, at Viborg FF ikke fik omsat straffesparket i kampens sidste sekund til en scoring og dermed sejr.
Viborg FF tog hjemme imod bysbørnene fra FC Midtjylland i et ægte midtjysk derby, og opgøret bød da også på ægte drama til det sidste.
Viborggenserne styrede i store perioder løjerne mod de forsvarende mestre, og i kampens sidste sekund fik de da også chancen for at sikre alle tre point fra 11-meter-pletten, men FCM-keeper Mikkel Andersen snuppede Sebastian Andersens straffesparksforsøg dybt inde i overtiden, og så endte det jyske arvefjendeopgør alligevel i et remis.
Det ærgrer naturligvis Viborg-profilen Jeppe Curth gevaldigt.
– Det gør ondt. Vi kunne have fået tre point mod FC Midtjylland i det sidste sekund. Mikkel Andersen reddede godt dernede, men det er super ærgeligt, siger Jeppe Curth til TV3 Sport 1.
Viborg-angriberen oplevede dog et tempofyldt og spændende derby mod FC Midtjylland, og han havde opfattelsen af, at holdet præsterede over hele kampen, så derfor er det også ekstra hårdt ikke at kunne forlade banen med fuldt udbytte.
– Det var dejligt, hektisk, og fyldt med god energi. Der var mange muligheder for os. Vi præsterer over hele kampen, men skal vi kigge med grønne øjne, så er det skide ærgerligt, men vi tager det ene point, forklarer Curth.
Jeppe Curth har nettet otte gange i Superliga-regi hidtil i denne sæson.