Den bomstærke nigerianer i skikkelse af Emmanuel Emenike, der til dagligt slår sine folder i det tyrkiske hos Fenerbahce, er angiveligt snublende nær et skifte til Premier League, hvor The Hammers skulle være angriberens nye arbejdsgiver.
London-klubben kan meget vel få lov til snart at præsentere den 28-årige Emenike over for klubbens tilhængere på Upton Park. Dette erfarer Ed Aarons, der til dagligt fungerer som nyhedsredaktør på The Guardian. Nigerianeren skulle efter sigende allerede have forhandlet de personlige vilkår på plads med Slaven Bilic’ mandskab.
Bilic har tidligere været ytret, at han gerne ser den stærke angriber i klubben, og nu ser det altså ud til, at hans ønske går i opfyldelse.
– Vi er sat i forbindelse med nogle enkelte angribere. Han (Emenike, red.) er en af dem. Vi får at se, hvad der sker, fortalte West Ham-manageren til Daily Express.
Den kroatiske manager skal dog ikke håbe på, at den tidligere nigerianske landsholdsspiller fortsætter på samme vis i Premier Leauge, som han hidtil har gjort hos Fenerbahce. Det er således blevet til kun 17 mål i 66 optrædener for den tyrkiske storklub, siden han kom til det tyrkiske fra Spartak Moskva i 2013.
Fenerbahce-angriberen var i sidste sæson udlejet til Al Alin fra Qatar, hvor han viste, at han stadig kan være en trussel på banens sidste tredjedel. Det blev således til ni mål i 15 kampe for holdet fra oliestaten.
Med de personlige vilkår forhandlet på plads, skal den fysiske frontløber nu blive enig med sin oprindelige klub om et salg, melder Ed Aarons.