Wolfsburgs Max Kruse har fået karantæne i landets kommende træningskampe grundet episoder ude for banen.
Historien om en Wolfsburg-spiller der skaber negativ opmærksomhed om sig selv med dertilhørende straf, lyder bekendt. Men denne gang handler det ikke om danske Nicklas Bendtner.
Det handler derimod om Bendtners holdkammerat Max Kruse, der har fået karantæne i Tysklands kommende kampe mod Italien og England, og muligvis også risikerer at misse sommerens EM.
Det er tysklands fodboldforbund, der sammen med landstræner Joachim Löw, har taget beslutningen om at udelukke Max Kruse fra kampene.
Læs også: Tim Howard er færdig i Premier League
Karantænen skyldes flere negative episoder, hvor Max Kruse har haft hovedrollen.
Blandt andet skulle Kruse på et tidspunkt have glemt et pengebeløb på op mod 600.000 kr. i en Taxa tidligt om morgenen i Berlin, og senest ragede Max Kruse sig kedelig opmærksomhed, da han i weekenden fejrede sin 28-års fødselsdag på en natklub.
Max Kruse hev en mobiltelefon ud af hænderne på en kvinde, der tog billeder af ham. Kruse slettede billederne fra kvindens telefon, men det viste sig efterfølgende, at kvinden var en journalist fra den tyske avis Bild, og Kruse har efterfølgende fået en bøde på 200.000 kr. af sin klub Wolfsburg.
Læs også: Hareide: Agger er vigtig for sammenholdet i truppen
Den uprofessionelle adfærd kan nu koste Kruse dyrt, der potentielt kan miste EM, da Joachim Löw kun vil have spillere i sin trup, der er fuldstændig koncentrerede om at spille fodbold. Det giver landstræneren udtryk for i en pressemeddelelse på det tyske fodboldforbunds hjemmeside.
– Så sent som i sidste uge sagde jeg tydeligt til Max Kruse, hvad jeg forventede af ham, både på og uden for banen. Jeg vil have spillere, der koncentrerer sig om fodbold og EM, også mellem kampene. Tilfældet i weekenden strider mod mine forventninger, Max har i gentagne tilfælde opført sig uprofessionelt. Det kan jeg ikke acceptere, skriver Löw i meddelelsen, og fortsætter.
– EM venter til sommer, og der har vi store ambitioner for landsholdet. Vi har brug for spillere, der er fokuserede og koncentrerede og er bevidste om deres rolle som forbillede.