AGF skriver i dag på deres hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med den 19-årige midtbanespiller Jens Stage, der hidtil har tørnet ud for Brabrand IF’s 2. divisionshold.
Jens Stage har de seneste måneder trænet med AGF’s Superliga-trup og har gjort det så godt, at klubben nu henter ham på en toårig aftale.
– Det føles rigtig godt, at vi har fået Jens Stage på plads. Det er en ung spiller, som i den tid, han har trænet med os, har vist, at han er i stand til at løfte sit spil. Jeg synes, han er en bedre spiller i dag, end da han startede med at træne med os i efteråret. Han har fremfor alt her i januar vist, at han kan gøre sig gældende på dette niveau. Han konkurrerer på samme vilkår som alle andre, og han vil helt sikkert være i spil til førsteholdet og meget vel også få Superliga-kampe i foråret, siger sportschef Jens Andersson.
Stage er en vaskeægte Aarhusdreng, der tidligere har spillet i de lokale klubber ASA og IF Lyseng, før han blev hentet til Brabrand som U19-spiller. Han har desuden to U18-landskampe på CV’et.
– Jeg er sindssygt glad for, at det er faldet på plads. Jeg havde lidt drømt om, at det skulle ske nu, men jeg havde ikke rigtig turde tro på det. Jeg har altid holdt med AGF og haft en drøm om at spille for klubben, lige siden jeg som helt lille dreng kom på stadion. Jeg føler også allerede, at jeg er faldet godt til i truppen, og jeg kan godt lide den måde, Glen kører tingene på, siger Jens Stage, der i de seneste måneder stille og roligt har vænnet sig til Superliga-tempoet.
Læs også: AGF’s trup for lille – varsler indkøb
– Det har været et godt forløb, jeg har haft i AGF. I starten havde jeg det lidt svært med tempoet, men det er jeg kommet godt efter nu. Jeg føler helt klart, at jeg godt kan være med på dette niveau og gøre mig gældende, understreger den nye AGF’er.