AAB-talentet Andreas Blomqvist er blevet enig med klubben om at ophæve samarbejdet. Blomqvist skifter til de svenske mestre fra IFK Norrköping.
Da AAB hentede Andreas Blomqvist til klubben for et år siden, havde klubben store forventninger til det nu 23-årige talent.
Her et år senere må AAB og Andreas Blomqvist dog erkende, at potentialet ikke er blevet indfriet, og derfor sender AAB nu Blomqvist hjem til Sverige igen.
– Andreas’ fodboldmæssige talent er uomtvisteligt, men desværre må vi erkende, at det ikke er blevet forløst i AaB. Da der heller ikke umiddelbart var udsigt til spilletid på vores bedste mandskab her i foråret, er vi blevet enige med Andreas om, at det var bedst for alle parter at skilles nu, siger AAB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubben officielle hjemmeside.
Blomqvist selv erkender, at det ikke er gået optimalt for ham i AAB, men siger dog, at han har været glad for sin tid i klubben.
– Hverken for mig eller klubben blev mit ophold i AaB som ønsket, og jeg er ærgerlig over ikke at have fået bevist mig som spiller i Danmark. AaB er en god klub med et fantastisk hold og stor konkurrence om pladserne, og nogle gange går tingene bare ikke, som man havde forestillet sig, hvorfor det giver mening for alle at tage afsked nu, siger Blomqvist til klubbens hjemmeside.
– Jeg er taknemmelig for at have mødt så mange gode mennesker både i AaB og i Aalborg, og jeg håber kun det bedste for klubben fremover.
Blomqvist nåede kun at at få fire officielle optrædender for AAB.