José Mourinho møder stor opbakning af en tidligere kollega. Sir Alex Ferguson mener ikke, at der er nogen pointe i at fyre Chelsea-manageren, selvom klubbens ejer har tradition for det.
Presset på José Mourinho har aldrig været større, og bedst som man troede, at holdet var tilbage på sejrssporet, tabte Chelsea til upåagtede Bournemouth hjemme på Stamford Bridge på et sent mål.
Der er dog ingen pointe i at skride til en fyring, mener Manchester United-koryfæet Sir Alex Ferguson, der ser portugiseren som en af managererhvervets dygtigste folk.
– Roman Abramovic har fyret så mange trænere i løbet af de seneste 10 år, at jeg er sikker på, at han har lært af det. Han er nødt til at tro på, at José (Mourinho, red.) kan vende det, forklarer Sir Alex Ferguson ifølge Sky Sports, inden han fortsætter:
– Der er ikke nogen pointe i at fyre en af de bedste trænere nogensinde. Han har vundet Champions League to gange, han har vundet ligaen i hver eneste land, har har trænet i, og han har vundet alle de store trofæer.
Chelsea har i indeværende sæson skrabet sølle 15 point sammen på samme antal spillede Premier League-runder.








