Frederik Rønnow mener ikke, at de mange clean sheets kun er hans fortjeneste, men i ligeså høj grad spillerne foran ham.
Unge Frederik Rønnow har fået en rigtig fornuftig start på tilværelsen i Brøndby IF, og med otte clean sheets i løbet af efteråret har den reaktionsstærke målvogter fået prædikatet som ‘Mr. Clean Sheet’.
Rønnow ønsker dog ikke at tage hele æren, men peger i stedet på forsvarsspillerne foran sig.
– Det handler om at hjælpe holdet, og hvis du ikke lukker mål ind, er der i hvert fald minimum ét point sikret. Nu sidder du og snakker med mig, men det kunne lige så godt være forsvarsspillerne. Jeg synes, vi gør det godt hele vejen igennem defensiven, og det er bestemt ikke kun min fortjeneste, siger Rønnow til klubbens egen hjemmeside.
Frederik Rønnow og Brøndby IF sluttede godt af i efterårssæsonen, da de tog til Farum søndag eftermiddag og besejrede FC Nordsjælland med 0-2.