Leicester var lige ved at sælge Jamie Vardy sidste sommer, men en handel med Championship-klubben Sheffield Wednesday kollapsede i sidste øjeblik. Prisen skulle angiveligt “kun” have været 50 millioner kroner.
Leicester havde eftersigende allerede afskrevet Vardy i sommers som et Premier League-flop. Grunden skulle eftersigende være det indtryk, som Vardy ikke formåede at levere sidste sæson. Derfor var Leicester interesserede i at komme af med deres angriber og Sheffield Wednesday virkede som den mest seriøse bejler.
Den 29-årige angriber var eftersigende allerede enig med Sheffield Wednesday om de personlige aspekter, hvilket i realiteten havde banet vejen for, at Vardy kunne vende tilbage til sin hjemby. Sheffield Wednesdays thailandske ejere fik imidlertid kolde fødder og trak sig fra handlen i sidste øjeblik.
Det britiske medie Football Insider har ydermere påstået, at den tidligere Leicester-træner Nigel Pearson havde afskrevet Vardy som en spiller, der ikke kunne klare sig i Premier League.
Da Pearson blev fyret og erstattet med Claudio Ranieri kom der dog andre boller på suppen. Den tidligere amatør-spiller har således taget Premier League med storm og står nu noteret for 18 Premier League-mål alene i denne sæson.
Ydermere har Vardy som bekendt også slået rekorden for mål scoret i flest Premier League-kampe i træk. I hele 11 kampe i træk kom englænderen således på måltavlen. Vardy bliver også betegnet som en sikker del af Englands landsholdstrup til EM 2016.