Emmanuel Eboue har kontrakt med Sunderland for resten af denne sæson, men nu er han måske på vej mod en fyreseddel, grundet en karantænedom.
Manager Sam Allardyce vil endnu ikke afskrive højrebacken fuldstændigt, men efter i går at være blevet idømt et års karantæne fra alt fodbold, fordi han ikke har betalt sin tidligere agent, ser tingene sort ud for Eboue.
Sunderland oplyser på deres hjemmeside, at de har planer om at ophæve kontrakten, men Allardyce var altså hurtigt ude med en kommentar til sagen:
– Døren er stadig lidt på klem, hvis han kan løse sin situation inden for de næste par dage, for vi har brugt lang tid på at få ham klar til førsteholdet.
Læs også: Sunderland-angriber: Jeg vil med til EM
– For os og ham er det en skam, at vi er i den situation, men det er ikke vores fejl. Det var ikke noget, vi kunne have forudset, siger Allardyce til Sky Sports.
Emmanuel Eboue er 32 år og karrieren toppede, da han fra 2005-2011 tørnede ud for Arsenal.