Barca-profil: Kun Guardiola kan få mig på andre tanker

Barca-profil: Kun Guardiola kan få mig på andre tanker

863
0
DEL

Catalanernes midtbanedynamo, Sergio Busquets, vil i et interview ikke afvise et fremtidigt samarbejde med den spanske succestræner, der ifølge FC Barcelonas nr. fem har stor andel i den succes, han i øjeblikket nyder på Camp Nou. 

Den 27-årige spanier har over årenes løb arbejdet sig op gennem talentrækkerne i den catalanske storklub. Den defensive midtbanemand har således ikke repræsenteret andre hold end Blaugrana gennem sin aktive seniorkarriere. Dette kan den fremtidige Manchester City-manager Pep Guardiola, som den eneste træner, dog lave om på. Dette løfter den spanske landsholdsspiller sløret for i et interview til ESPN.

– Jeg har altid sagt, at der er to personer, der kan ændre min beslutning om at spille for Barcelona. Den ene er min kone, og den anden er Guardiola, fortalte Busquets og tilføjer:

– Det er klart, at jeg står i stor gæld til Guardiola, og det ville være en ære at arbejde samme med ham igen, forklarede den ofte oversete Barca-profil, der fik sit gennembrud på førsteholdet, da Guardiola stod i spidsen for FC Barcelona fra 2008-2012.

– Men han ved, at Barcelona er min klub, så jeg tror ikke, at han vil spørge mig om at arbejde sammen med ham.

Pep Guardiolas bitre rival, José Mourinho, er i den seneste tid blevet sat i kraftig forbindelse med trænerposten hos Manchester United. Hvis disse rygter skulle vise sig at være sande, ville det kunne genantænde den intense rivalisering mellem Guardiola og Mourinho. Dette er dog et scenarie, som Busquets ikke håber bliver en realitet.

– Mine minder om Mourinho er dårlige. De kampe mellem Real Madrid og Barcelona var skadeligt for fodbolden, os og det spanske landshold, slutter Busquets.

INGEN KOMMENTARER