Liverpool bekræfter på klubbens hjemmeside, at Emre Can er ude med en ankelskade i op til seks uger. Det vil koste begge semifinaler i Europa League.
Emre Can fik ikke den største opmærksomhed i torsdagens Europa League-kamp, selvom han skadet måtte forlade banen få minutter før tid.
Det var nemlig Liverpools sensationelle comeback mod Borussia Dortmund, der fik al spaltepladsen, men nu hvor ekstasen efterhånden har lagt sig igen, sættes der igen fokus på Emre Can og hans skade.
Liverpool kan med ærgrelse meddele, at den tyske midtbanedynamo er ude i op til seks uger, og derfor står han til at misse begge semifinaler i Europa League mod Villareal.
Liverpools manager Jürgen Klopp ærgrer sig over Emre Cans skade, men fastslår, at holdet må arbejde videre uden ham.
– Vi er nødt til at finde andre løsninger. Det nytter ikke at brokke sig over at miste Emre (Can, red.), siger Jürgen Klopp ifølge goal.com, inden han fortsætter:
– Det er en skade i anklen. Det er ikke de bedste nyheder, men vi vil gøre alt for at få ham tilbage.
– Vi kan ikke ændre det, men vi vil forsøge at få knægten tilbage så hurtigt som muligt, forklarer Liverpool-manageren.
Klopp tør endnu ikke melde hans sæson ovre, men hvis den skulle være det, må Liverpool leve med at skulle undvære ham.
– Der er håb for et par få ting. Vi kan ikke sige, om hans sæson er slut, men hvis han ikke er klar, så må vi leve med det, siger Klopp, der føler, at Can havde udviklet sig rigtig godt og var i en god forfatning:
– Emre var i virkelig god form. Man kunne se, at han følte sig sikker og selvtillidsfuld, og han brugte sine evner, som han skulle, og han løb ikke altid med bolden, som han gjorde førhen.
– Han spillede fodbold som en mand, hvilket var godt at se. Nu er han skadet, og vi må vente og se, hvad der sker.
Liverpool hentede Emre Can i Leverkusen i sommeren 2014.