Den hollandske fodboldlegende, Johan Cruyff har tabt kampen mod kræft, og er i dag erklæret død i en alder af 68 år. Det meddeles på hollænderens egen hjemmeside.
Den tidligere Barcelona og Holland-spiller sov stille ind Torsdag middag, det meddeles på Johan Cruyffs egen hjemmeside.
– Den 24 marts 2016 sov Johan Cruyff stille ind, efter at have tabt kampen mod kræft. Han var omgivet af familie og venner hjemme i Barcelona. Det er med stor sorg, at vi beder jer respektere familiens privatliv gennem denne svære tid, står der i meddelelsen på hjemmesiden.
Johan Cruyff blev 68 år, og arbejdede indtil for nyligt som rådgiver i den hollandske klub Ajax Amsterdam. En klub, som Cruyff selv har repræsenteret flere gange som aktiv spiller.
Ligeledes nåede Cruyff at spille for klubber som Feyenord og Levante, samt hele fem sæsoner i spanske FC Barcelona. Cruyff fik 48 kampe for det hollandske landshold, hvor han formåede at score 33 mål.
Johan Cruyff havde en mindst ligeså imponerende trænerkarriere, hvor han stod i spidsen for Ajax Amsterdam i tre sæsoner, og hele otte sæsoner for FC Barcelona, hvor han blandt andet vandt fire spanske mesterskaber, samt mesterholdenes turnering i 1992.