Brøndby IFs bestyrelse fastslår, at det er Jan Bech Andersens helt eget valg, at han nu trækker sig som formand i klubben.
Tidligt tirsdag tikkede en pressemeddelelse ind fra storklubben på den københavnske vestegn, Brøndby IF, hvori de erklærede, at klubejer Jan Bech Andersen ikke genopstiller til formandsposten, når næste generalforsamling finder sted den 13. april.
Man kunne måske fristes til at tro, at det var et internt pres, der efterlod Jan Bech med ét eneste valg, men Jesper Møller, som resten af bestyrelsen har peget på som afløser på formandsposten, dementerer, at det skulle være foregået sådan.
– Der har været fuld opbakning til Jan siden hans tiltrædelse som bestyrelsesformand for to år siden, og det er der stadig. Dette har været Jans ønske alene. Vi ved, at det har været en svær beslutning, men vi har dyb respekt for hans valg om ikke at genopstille, siger Jesper Møller til Brøndbys hjemmeside.
– Jans fortsatte engagement i Brøndby IF som aktionær er noget, vi alle værdsætter, ligesom vi sætter pris på alle de mange andre engagerede aktionærer, sponsorer og samarbejdspartnere, som vi er så heldige at have i og omkring klubben, fortsætter Møller.
– Personligt har jeg altid haft stor respekt for Jan, og hvis der var nogen, der var i tvivl om Jans ordholdenhed, dedikation og økonomiske engagement til klubben, så er de det vist ikke længere, forklarer han til slut.
Jesper Møller er som førnævnt spidskandidat til formandsposten i Brøndby IF, mens Morten Albæk peges på af bestyrelsen som ny næstformand.
Læs også: Liverpool-emne dræber rygte: Ønsker at blive i PSG resten af karrieren