Brøndby IF har besluttet, at Auri Skarbalius’ assistent Frederik Birk overtager ansvaret på U19-mandskabet resten af foråret.
Siden det i sidste uge blev en kendsgerning, at Auri Skarbalius overtager tøjlerne på Brøndbys førstehold efter Thomas Frank, som tog sit tøj og gik efter et dramatisk døgn på Vestegnen, har U19-mandskabet været uden cheftræner.
Nu har man dog besluttet sig for at forfremme assistenten Frederik Birk, der altså overtager styringen på U19-holdet sæsonen ud.
Læs også: Oddsene styrtdykker: John Terry er favorit til Brøndby-job hos Danske Spil
– Når der sker noget i et led i en fodboldklub, betyder det ofte, at der også sker ting i et andet led, fortæller Frederik Birk til Brøndbys egen hjemmeside.
Frederik Birk ser frem til ansvaret for U19-talenterne, og han er også glad for at skulle arbejde sammen med John Ranum, der ellers indtil nu har ageret assistenttræner for U17-årgangen i Brøndby Masterclass.
– Da jeg så, at Auri skulle være cheftræner for Alka Superliga-holdet, tænkte jeg først, at det ville være utrolig ærgerligt at ”miste” chef-Auri på U19. Omvendt glædede jeg mig over, at klubben henvendte sig til mig og gav mig chancen. Det er et ansvar, jeg gerne tager på mig, siger Frederik Birk og tilføjer:
Læs også: Brøndby IF: Få overblik over klubbens dramastorm
– Og det er helt perfekt, at jeg får John Ranum op fra U17 som assistent. Han er fagligt en af de største kapaciteter i Masterclass, og der er få, der har mere erfaring i at udvikle talenter end ham. Jeg kunne ikke have ønsket en bedre mand at få hjælp af.
Ligesom Auri Skarbalius sagde kort efter sin præsentation som ny seniortræner, så har Frederik Birk heller ikke planer om at revolutionere holdet og dets spilkoncept.
– Jeg kommer til at opretholde den stil, som Auri og jeg har kørt. Jeg har talt med Auri om det projekt, vi har, og det har selvsagt ikke ændret sig over natten. Det vil vi gerne køre videre, så hverdagen kommer til at ligne sig selv for spillerne, siger Frederik Birk.