Frederik Rønnow blev forleden udtaget til de to venskabskampe mod Island og Skotland. Tidligere i dag måtte Brøndby-målmanden så forlade træningen med en mindre skade, men alligevel er han glad for det indtryk, som han har givet.
For første gang nogensinde var Frederik Rønnow udtaget til det danske A-landshold. I dag måtte den 23-årige målmand forlade træningslejren med et trykket ribben, men alligevel hæfter Brøndby-keeperen sig ved, at han har givet et godt indtryk fra start.
– Da træningen var ved at være færdig, gik Lössl og jeg ned og tog nogle indlæg sammen med Lars Høgh. På et indlæg kommer jeg op og strækker mig lidt akavet efter den og får armen på. Og så lander jeg forkert og beskadiger ribbenet, fortæller Rønnow til bold.dk.
– De ting han (Lars Høgh, red.) siger, har han også sagt til mig. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg har fået vist de ting, jeg gerne ville vise. At det så får en lidt skidt slutning, det er jeg sindssygt ærgerlig over. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg håber, at det ikke er så slemt.
Frederik Rønnow får altså ikke sin debut for A-landsholdet i denne omgang, men til gengæld har han 22 U-landskampe på CV’et, og det er heller ikke utænkeligt, at Rønnow bliver udtaget igen næste gang, landsholdet skal samles.