Martin Albrechtsen erkender, at derbyerne mod F.C. København er noget helt specielt, og han håber, at det er den nerve og intensitet i de kampe, der kan få ham op på de 10-15 procent, han endnu mangler.
Martin Albrechtsen blev skadet op til forårssæsonen, men den erfarne Brøndby-stopper blev hurtigere klar end først antaget, og nu venter et pokalderby i Telia Parken ham og resten af de blågule onsdag aften.
Brøndby er dog uden anfører Daniel Agger, der gik i stykker i weekendens 2-0-nederlag i Herning, og derfor handler det nu om at tage ansvar, mener Albrechtsen.
– De her kampe er mere specielle. Der er mere intensitet, mere nerve, og man skal være på tæerne. Det kommer ret naturligt. Jeg er klar over, at Daniel ikke er med, og så skal vi andre tage mere ansvar, men omvendt skal det ikke være mere end i så mange andre kampe. Selve FCK-Brøndby har så meget nerve, at alle nok skal være klar og levere gode præstationer, siger Martin Albrechtsen til tipsbladet.dk.
Albrechtsen føler, at han mangler nogle procenter efter sin skadespause, men giver, hvad han har i sig mod F.C. København.
Læs også: Auri Skarbalius: Spillerne skal vise, at de vil dø for klubben
– Jeg har jo siddet ude i seks uger, og det er noget andet at spille kampe end bare at træne med. Grundformen er fin, men jeg mangler lige 10-15 procent for at være der, hvor jeg skal være. Det håber jeg kommer med de her kampe. Jeg giver, hvad jeg kan, siger Martin Albrechtsen.
Brøndby-stopperen fastslår, at de går efter en sejr, selvom første pokalsemifinale afvikles i Telia Parken. Et uafgjort udgangspunkt kunne dog også være fint til returen.
Læs også: Ramires forklarer sit skifte til kinesisk fodbold: Hiddink kunne ikke lide mig
– Vi går altid ud for at vinde, men det afgøresover to kampe, så det handler om at få et godt resultat med hjem. Uafgjort 1-1 eller 0-0 er fint for os. Og det vil være vigtigt at score, så vi har den der buffer (udebanemål, red.). Vi skal i hvert fald ikke tabe med mere end en, så vi har chancen for at vinde, når der er returopgør. Det bliver svært – FCK kører godt. Men omvendt scorer de ikke mange mål, og det er dét, vi går ind til kampen med, siger Martin Albrechtsen.
Martin Albrechtsen forventes at skulle spille i midterforsvaret sammen med Jesper Juelsgård.
Læs også: Dortmund-chef: Den bedste stadionstemning findes i Tyskland