Brøndbys Johan Larsson synes, at det har fungeret godt defensivt, men til gengæld har det haltet lidt offensivt i træningskampene. Det har de blå-gule nu arbejdet på at forbedre, fastslår den svenske højreback.
Der er i skrivende stund blot lidt mere end et døgn, til at Brøndby skal tage hul på foråret i Alka Superligaen. Skrækmodstanderen Hobro IK lægger vejen forbi Brøndby Stadion søndag klokken 18, og ifølge højrebacken Johan Larsson er de blå-gule godt klædt på.
Det har haltet en smule op banens sidste tredjedel i træningskampene, men det har de nu arbejdet intensivt på at forbedre den sidste uges tid.
– Vi har gjort det helt okay i træningskampene. Vi har spillet mod gode hold som Zenit, hvor det blev 0-2 og Lokomotiv Moskva, hvor det blev 0-0. Det har været lærerigt at møde så gode hold, siger Johan Larsson til fotballskanalen.se.
Læs også: Brøndbys Eriksson: Når jeg har fået bolden, har jeg været træt
– Formen er stigende, og vi er på rette vej. Forsvarsmæssigt har det fungeret godt. Der hvor vi har manglet lidt, er i offensiven på den sidste tredjedel. Det har vi finpudset i denne uge, og jeg håber, det fungerer nu, tilføjer han.
25-årige Johan Larsson har spillet samtlige minutter for Brøndby i Alka Superligaen i indeværende sæson.
Læs også: Medie: Besiktas har budt 11 mio. kr. for Superliga-komet